Summary:

Kysten og strandzonen er i høj grad præget af modsatrettede interesser som første og fremmest
drejer sig om knaphed på areal. Dette giver sig udslag i en ”bit-for-bit” udbygning hvor det enkelte
tiltag ikke nødvendigvis har en negativ indvirkning, men det er summen af tiltag over tid som er en
trussel for strandzonens karakter og almene interesser. Opgaven undersøger hvordan man i praksis
har integreret statslige føringer for strandzonen i en regional plan for kystzonen og hvordan disse
føringer kommer til udtryk i kommuneplanens arealdel. De statslige føringer skal ses i lyset af ny
plan- og bygningslov (PBL) og statlige planretningslinjer for differensiert forvaltning av strandsonen
langs sjøen (SPR). Hensigten med at inkorporere statslige føringer i regional plan er for at lette og
ensrette forvaltningen af kystzonen på tværs af kommunegrænserne og opgaven behandler derfor
også hvordan de statslige føringer opfattes af myndighederne på regionalt og kommunalt niveau og
om processen har medvirket til en vertikal samordning.
Vestfold fylke og Nøtterøy kommune er valgt som case da området er beliggende langs Oslofjorden
hvor presset på strandzonen er størst og hvor SPR lægger de strengeste føringer for kommunernes
forvaltning. Indsamlingen af data er foregået via semistrukturerede interviews af informanter fra
fylkesmannen i Vestfold, Vestfold fylkeskommune og Nøtterøy kommune. Derudover er der blevet
udført et dokumentstudie af relevante lovværk, centrale plandokumenter og høringsudtalelser.
Hensigten med det reviderede byggeforbud jf. § 1-8 i PBL har været at indskærpe det råderum
kommunerne havde for at fravige bestemmelsen. Samtidig indførte man et undtag i form af ”anden
byggegrænse” som skulle sikre, at hvis kommunerne fraviger byggeforbuddet skal det være i form af
planer og ikke enkelttiltag. SPR tydeliggører byggeforbuddet ved at differentiere forvaltningen af 100
metersbæltet langs sjøen ud fra den erkendelse, at forholdene langs kysten ikke er ens.
Resultaterne viser at det kommunale handlingsrum opfattes som indskærpet efter revideringen, men
der ses en uoverensstemmelse i forholdet mellem byggeforbuddet, SPR og ”anden byggegrænse”.
Hvor kommunen opfatter ”anden byggegrænse” som en tydeligere ramme at planlægge indenfor, er
både fylkesmannen og fylkeskommunen af den opfattelse at ”anden byggegrænse” skubber
byggeforbuddet til side. Samtidig viser opgaven at man historisk i Vestfold har været underlagt en
restriktiv strandzoneforvaltning som betyder at SPR ikke har ændret praksissen hos kommunerne.
Integrationen af de statslige føringer i regional plan og vejleder viste sig at være omfattende, men
man fik det til i sidste ende. SPR er brugt i forhold til at fastsætte retningslinjer og bestemmelser i
forhold til bebyggelsens karakter i 100 metersbæltet og har lettet integreringen af byggegrænser.
Bagrunden er at SPR åbner op for en yderligere differentiering lokalt og denne mulighed har man i
stor grad benyttet sig af. Konkret er man nu gået bort fra opdelingen jf. de tidligere rikspolitiske
retningslinjer og har inddelt kystzonen i 4 zoner med tilknyttede retningslinjer. Generelt baserer
kommunen sin planlægning på den regionale plan med tilhørende vejleder. Det viste sig dog at man
ikke kunne enes om fastsættelse af byggegrænser men da man fik vejlederende løste konflikten sig.
Den regionale plan har derfor vist sig at legitimere gældende lovgivning og den manglende juridiske
virkning af planen har ikke medført at kommunen ser bort fra planen. Dette skyldes at kommunerne
tidligt blev inddraget i udarbejdelsen af planen og selv viste en interesse i at samordne
strandzoneforvaltningen. Planen viser at det kommunikative og instrumentelle planlægningsideal i
praksis kombineres, ved at kommunerne også selv havde et motiv for at deltage da byggeforbuddet
kun bortfalder hvis man indtegner byggegrænse.
Selvom udarbejdelsen af den regionale plan kan beskrives som en succes, viser undersøgelsen at
staten udviser en ambivalens når det kommer til byggeforbuddet. Dette kommer til udtryk i en
forskel i opfattelsen af ”anden byggegrænse” mellem myndighederne. Ambivalensen ses også i
forhold til SPR som i udgangspunktet skal tydeliggøre byggeforbuddet men i praksis i stor grad er
blevet er brugt til at fastsætte byggegrænser i 100 metersbæltet.