Sammendrag:

Uddannelse og skoler, sundhedsvæsen og sygehuse hører til velfærdsstatens væsentlige opgaver. Kravene er lydhørhed over for brugerne, lighed og kvalitet samt økonomisk effektivitet.
De store krav er en organisatorisk udfordring. Den danske model har i stigende grad været at overlade opgaven til det offentlige. Kombinationen af repræsentativt folkestyre og et offentligt styringshierarki er set som en god og acceptabel løsning, og også som en løsning, der sikrer balance mellem kravene.
Den danske model er siden 1980’erne blevet udfordret af en konkurrencemodel. Den lægger vægt på brugernes frie valg og på konkurrence inden for den offentlige sektor og på konkurrence mellem private og offentlige løsninger. Logikken er, at det vil skabe økonomiske tilskyndelser, som får institutionerne, deres medarbejdere og ledelse til at lytte mere til brugerne og tænke mere på økonomien.
Er den ene model bedre end den anden? Eller er det sådan, at hver gang man vinder noget, så sætter man noget andet over styr? Der er et ret godt grundlag for at give svar. Det gælder teoretisk, hvor konkurrerende teorier har været optaget af spørgsmålene. Og det gælder empirisk, hvor de vestlige lande har valgt systemer, som er forskellige, og hvor de også i forskelligt omfang har gennemført reformer af deres velfærdsservice.